Title Image

Januar 2020

Covey’s spejlæg

Hverdagen er startet igen. Fyldte forsinkede S-tog med folk på vej tilbage til arbejde efter jul. Hvid januar. Overfyldte fitnesscentre. Vi er tilbage i hamsterhjulet. Men altid med nyt håb! Håb om et bedre år, selv om det på verdensplan ikke ser lyst ud. At have håb er en del af det at være menneske. At prøve at skabe noget nyt og bedre.

I det – på mange måder – begivenhedsrige år 1989 udgav Stephen Covey ”7 Gode Vaner”, hvori han indgyder håb hos os alle om, at vi kan blive super effektive. I denne klassiker beskrev han bla, at der er mange ting, der ligger udenfor vores kontrol. Men hvordan vi reagerer på disse ting, ligger indenfor vores egen kontrolsfære. Og vi kan udvide kontrolsfæren, når vi aktivt vælger at tage ansvar for det, vi gerne vil opnå.

Det er lige som et spejlæg: æggehviden er området udenfor vores kontrol, mens blommen er det område, vi har kontrol over. Når du beslutter, at du vil ændre noget, som du faktisk har indflydelse på, er det lige som om du prikker hul i blommen. Din kontrolsfære vil føles større, når du bruger din energi på noget, du kan lave om på. Sæt ord på det, du gerne vil opnå, og inddrag evt andre i det. Det i sig selv giver helt gratis energi til at komme i gang. Om du nu vil bruge mere tid på venner og familie, gå flere ture i grønne områder, skrive den bog du har snakket om i så lang tid, skabe mere sjov i dit liv, etc.

Ikke alt kan lade sig gøre. Vi har ikke indflydelse på Trumps tweets. Arbejdsmarkedet og boligmarkedet bliver aldrig retfærdige. Vi kan kun gøre det så godt, som vi kan. Det bliver vi til gengæld også nødt til at gøre – hverken mere eller mindre. De færreste ting lykkes i første omgang. Og det er jo menneskeligt at have håb, og ikke give op.