1815
page-template,page-template-blog-large-image,page-template-blog-large-image-php,page,page-id-1815,cookies-not-set,stockholm-core-1.1,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-5.2.1,ajax_fade,page_not_loaded,side_area_uncovered,wpb-js-composer js-comp-ver-6.0.5,vc_responsive

Covey’s spejlæg

Hverdagen er startet igen. Fyldte forsinkede S-tog med folk på vej tilbage til arbejde efter jul. Hvid januar. Overfyldte fitnesscentre. Vi er tilbage i hamsterhjulet. Men altid med nyt håb! Håb om et bedre år, selv om det på verdensplan ikke ser lyst ud. At have håb er en del af det at være menneske. At prøve at skabe noget nyt og bedre.

I det – på mange måder – begivenhedsrige år 1989 udgav Stephen Covey ”7 Gode Vaner”, hvori han indgyder håb hos os alle om, at vi kan blive super effektive. I denne klassiker beskrev han bla, at der er mange ting, der ligger udenfor vores kontrol. Men hvordan vi reagerer på disse ting, ligger indenfor vores egen kontrolsfære. Og vi kan udvide kontrolsfæren, når vi aktivt vælger at tage ansvar for det, vi gerne vil opnå.

Det er lige som et spejlæg: æggehviden er området udenfor vores kontrol, mens blommen er det område, vi har kontrol over. Når du beslutter, at du vil ændre noget, som du faktisk har indflydelse på, er det lige som om du prikker hul i blommen. Din kontrolsfære vil føles større, når du bruger din energi på noget, du kan lave om på. Sæt ord på det, du gerne vil opnå, og inddrag evt andre i det. Det i sig selv giver helt gratis energi til at komme i gang. Om du nu vil bruge mere tid på venner og familie, gå flere ture i grønne områder, skrive den bog du har snakket om i så lang tid, skabe mere sjov i dit liv, etc.

Ikke alt kan lade sig gøre. Vi har ikke indflydelse på Trumps tweets. Arbejdsmarkedet og boligmarkedet bliver aldrig retfærdige. Vi kan kun gøre det så godt, som vi kan. Det bliver vi til gengæld også nødt til at gøre – hverken mere eller mindre. De færreste ting lykkes i første omgang. Og det er jo menneskeligt at have håb, og ikke give op.

Jul 2019 – Balancen mellem at give og at tage

Balancen mellem at give og at tage er en af de basale overlevelsesmekanismer, vi bruger for at kunne være en del af en gruppe. Vi mennesker er sociale dyr. Vi kan ikke overleve, hvis vi ikke har et sted, vi hører til. Det gælder også på arbejde. Ved at give lidt og modtage lidt, får vi en plads i gruppen. Der må gerne være en lille smule ubalance, så vi holder gang i at give og at tage, det skal jo ikke blive for kedeligt. En for stor ubalance kan dog blive en grobund for konflikter, stresssygemeldinger mv.

 

Jeg kommer på en del arbejdspladser, hvor problemer kører i ring. Fx at den ene chef afløser den anden med kort mellemrum, uden at nogen forstår hvorfor. Så er det en god idé at kigge på, hvornår ubalancen er startet.

 

Det kan fx være, at en arbejdsplads har fyret en leder for en fejl. Det er fair nok. Man skal dog samtidig huske, at denne leder måske også har gjort en del gode ting i løbet af sin ansættelse. Hvis vi ikke også siger de gode ting højt, kan det blive rigtig svært for en ny leder at overtage posten, og det kan være starten på en periode, hvor den ene chef afløser den anden med kort mellemrum.

 

Hvorfor er det så vigtigt både at anerkende det gode og kritisere fejl ved den samme person? Jo, fordi vi ellers ikke ved, hvem vi kan være loyale overfor i fremtiden, og så kan vi selv risikere at blive udelukket. Og så begynder vi ubevidst at dække over ubalancen for at passe på os selv. Og det er der, samarbejdsproblemerne opstår. Det er i øvrigt lige meget, om der er sket stor personaleudskiftning i mellemtiden – de nye vil automatisk mærke ubalancen, og kopiere gruppens adfærd.

 

Hvis du ser, at der er problemer, der kører i ring på din arbejdsplads, så stil dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvornår startede det?
  • Hvad skete der den gang?
  • Mangler vi at anerkende nogen, for det de har givet til organisationen?

Og husk så at anerkende med tilbagevirkende kraft, så balancen bliver genoprettet, og man kan fokusere på arbejdet igen.